01.03.2017

”Sammen står vi stærkere over for kunderne”

Spillerne i olie- og gasbranchen har skåret ind til benet, kunderne i sektoren skal spare på omkostningerne, og de efterspørger komplette løsninger, som sparer tid. Derfor er CS Accommodation og TNF Inexa, der arbejder med indkvartering i offshore olie og gas, gået sammen. På den måde kan virksomhederne tilbyde nøglefærdige projekter og bedre rådgivning, som er nemt for kunden og det betyder, at de står stærkere.

 

”Det er rart for kunden, at de kun har én kontakt, som er hovedaktør på deres løsning. Det forenkler projektet for kunden, fordi vi klarer styringen af materialer og montering samtidig med, at vi kan tilbyde en lidt billigere løsning, fordi vi og TNF Inexa er samarbejdspartnere og kan gøre brug af hinandens kontakter,” siger Allan Hundrup, tidligere Director Sales & Project i CS Accomodation, i dag Managing Director & Partner i SEACABIN

Læs også: Netværk giver bonus: Fælles produktudvikling gavner kunderne

Fælles kundemøder

Helt konkret har virksomhederne udarbejdet fælles præsentation og markedsføringsmateriale til en delegation i Iran, og ved møder gik de på talerstolen sammen.

”Når vi går sammen i præsentationer, er vi bedre rustet til at svare på kundernes spørgsmål. Hvis der for eksempel er spørgsmål til materialer, svarer Per Henning fra Inexa TNF, men drejer det sig om projektledelsen, er det mig, der har bolden,” siger Allan Hundrup.

Samarbejdet mellem CS Accomodation og Inexa TNF har allerede ført til konkrete henvendelser fra Iran.

Læs også: Iran is willing to buy but money transfers are still a challenge

Vær åben

Ifølge Per Henning, Sales Director i Inexa TNF, kan mindre leverandører have store fordele ved at arbejde sammen på eksportmarkeder. Skal samarbejdet være en succes, kræver det dog, at du er åben, ærlig og vil dele ud af dine kontakter og erfaringer.

”Du må ikke gå ind i et samarbejde med en anden virksomhed med en skjult dagsorden. For eksempel er tilbudsgivning en åben dialog, og begge parter skal være tilfredse med det endelige oplæg til kunden,” siger Per Henning.

Læs også: Iran: Tag hånd om de juridiske risici

Find komplimenterende produkter

Han tilføjer, at du i jagten på samarbejdspartnere skal kigge efter leverandører, som komplimenterer dit eget produkt eller service.

”I vores tilfælde er CS Accommodation ekspert på installationen, mens jeg ved rigtig meget om materialer, og de krav, der er til materialerne, når de for eksempel er i brug på en platform. Jeg har dog ikke et komplet produktprogram, så i fremtiden kan det være, at vi skal tage leverandører af gulv, håndvaske eller lysarmaturer med i vores samarbejde,” siger Per Henning og fortsætter:

”Allan og jeg lærte hinanden at kende i en erfa-gruppe om Mellemøsten, hvor vi hver især skulle præsentere vores virksomheder og produkter. Du kan også finde kontakter på messer, hvor der er rig mulighed for at networke med de andre udstillere.”

Læs også: Erfa-grupper i olie og gas: Del viden og spring dyre erfaringer over