Datterselskaber: Partnerskaber kombinerer stærkt brand og lokalkendskab

Et stærkt, globalt brand og lokale partnere med stor erfaring på det enkelte marked har vist sig at være en stærk kombination for Falck Safety Services på en række nye markeder.

Publiceret i 2016.

Divisionen, der tilbyder sikkerheds- og beredskabstræning til blandt andet vindindustrien, olie- og gasindustrien og den maritime industri, blev i 2005 del af Falck-koncernen. Dengang var virksomheden til stede på syv markeder. I dag er divisionens 1.300 medarbejdere fordelt på 19 lande. Den globale vækst er blandt andet opnået gennem partnerskaber på markeder i Nord- og Latinamerika og i Afrika.

”Vi har et konkurrencedygtigt produkt, og vi har kunnet se, at der var potentiale for vores ydelser på nye markeder. Men vi har også vurderet, at det kræver et lokalt partnerskab at få succes på en række af dem,” forklarer COO Morten Halager. Falck Safety Services har derfor flere steder etableret sig i samarbejde med lokale aktionærer, men med den danske virksomhed som majoritetsejer.

Grundigt forarbejde

Her agerer lokale salgsfolk med kendskab til markedets og kundernes udfordringer under den globale Falck-paraply. Forud går et grundigt forarbejde, der sikrer, at Falck finder den rigtige samarbejdspartner, som kan og vil levere i den høje kvalitet, som Falcks brand bygger på. 

”Selvom vi kommer som den største udbyder af sikkerhedstræning i verden, er vi parat til at lytte til vores lokale partner. Det er dem, som har den lokale viden, der er afgørende for, at vi kan få succes. Til gengæld har vi et stærkt internationalt brand og de faglige kompetencer til at kunne løfte dem op på et nyt niveau,” siger Morten Halager.

Etablering af egne datterselskaber

Fordele
  • Lokale kontorer giver stor kontrol med salgsproces og strategi.
  • Dine medarbejdere har gode forudsætninger for at opbygge et tæt forhold til kunderne.
  • Lokale medarbejdere oparbejder et stort markedskendskab.
Ulemper
  • Der er høje omkostninger og mange risici forbundet med etablering af egne datter- og salgsselskaber.
  • Du skal selv håndtere al markedsføring.

Lyt og lær af de lokale

Samarbejdet er blevet opbygget over længere tid, hvor partnerne har skabt en fælles forståelse for strategisk retning og prioriteringer. 

”Vi indledte indsatsen med at etablere os i Mexico for fire år siden, og vi har gradvist opbygget et tillidsforhold med vores lokale partner. Det betyder, at vi nu har skabt et solidt grundlag for at levere træning af sikkerhedstræning af højeste kvalitet til olie- og gasindustriens medarbejdere i Mexico,” forklarer Morten Halager.

”Er du villig til at lytte og sætte dig ind i lokale forhold, så vinder du respekt og sikrer, at dine samarbejdspartnere føler sig værdsat og motiverede.”