Undervurdér ikke eksportomkostningerne

Selve produktionsomkostningen udgør ned mod 1/3 af den samlede omkostning ved at levere en vare til et eksportmarked. Resten er rene eksportomkostninger, viser forskning. De mange ekstra og ofte skjulte omkostninger er ifølge forskere en af de vigtigste årsager til, at godt halvdelen af alle nystartede eksportleverancer ikke følges op af leverancer året efter.

Af Andreas G. Jensby, Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences.
Publiceret i 2015.

Eksport og internationalisering er af afgørende betydning for virksomheders muligheder for vækst og indtjening, men det er forbløffende dyrt at eksportere. Faktisk så dyrt, at selve eksportomkostningerne udgør op til 2/3 af de samlede omkostninger ved at levere til eksportmarkeder, mens produktionsomkostningerne blot udgør ned mod 1/3.

Det viser forskning fra Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms på School of Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet, som gennem mange år har forsket i international handel. Resultaterne bekræftes også af amerikansk forskning.

Særligt opstartsomkostningerne så som markedsundersøgelser eller juridiske og tekniske krav til produktet og de løbende udgifter til distributionskanaler kan gøre det svært at lave overskud på eksporten, angiver forskerne. Dog er ikke alle eksportkanaler lige dyre. Eksport via en uafhængig udenlandsk salgsagent har for eksempel en anden omkostningsprofil end etablering af et datterselskab.

Salgsvolumen og innovation bærer eksporten

Betydningen af de faste eksportomkostninger falder dog i takt med en øget salgsvolumen. Det er derfor ikke overraskende, at kun 5-6 procent af alle danske virksomheder – typisk de større - er i stand til at eksportere og opnå en salgsvolumen, som sikrer tilstrækkelig indtjening til at dække eksportomkostningerne.

Yderligere kan forskerne via store statistiske undersøgelser vise, at virksomheder med succesfulde internationale aktiviteter investerer mere i innovation og nye processer, der mindsker produktionsomkostningerne.

Norden og nærmarkeder er gode steder at starte

Forskning viser også, at godt og vel halvdelen af alle nye eksportfremstød fra danske virksomheder til udlandet ikke gentages året efter. En af forskernes årsagshypoteser er, at de forudgående undersøgelser og eksportstrategier har været mangelfulde eller ikke-eksisterende. Selvom de mislykkede forsøg er talrige og omkostningsfyldte for de enkelte virksomheder, udgør de dog kun cirka to procent af den samlede danske eksport.

Nærmarkeder som Sverige og Norge er af kulturelle årsager de to lande, danske virksomheder almindeligvis forsøger sig med først og samler erfaring i. Her vil eksportomkostningerne typisk være lavere. Tyskland er dog stadig det land, vi samlet set eksporterer mest til med cirka 14 procent af den samlede danske eksport.

Fakta om omkostninger
  • Eksportomkostninger. Disse udgør op mod 2/3 af de samlede omkostninger ved at levere til eksportmarkeder, mens produktionsomkostningerne udgør ned mod 1/3 af de samlede omkostninger ved at levere til eksportmarkeder
  • Gennemfører procesinnovation, som mindsker produktionsomkostninger
  • Oparbejder salgsvolumen for at dække store faste eksportomkostninger
  • Fokusere indsatsen på relevante eksportmarkeder, så de får mere ud af deres eksportinvestering