02.10.2015

Chile: Sådan etablerer du dig på minemarkedet

Det chilenske minemarked står for 1/3 af verdens kobberproduktion, og efterspørgslen efter kobber forventes at stige med 50 procent frem mod 2020. Juan Recinos Jensen og Felipe Jimenéz Obrador fra DanLat Consulting giver ny viden og gode råd ud fra deres erfaringer med det chilenske minemarked, som udgør et stort potentiale for danske leverandører.

”Chile besidder 31 procent af verdens kobberreserver og huser omkring 5.000 virksomheder inden for branchen. Krisen på minemarkedet hærger også i Chile, men på trods af manglende investeringer er markedet ikke gået i stå,” forklarer Juan Recinos Jensen, CEO i DanLat Consulting, som bygger bro mellem danske og latinamerikanske virksomheder inden for blandt andet mining.

Effektivisering af produktionen

På trods af recessionen på minemarkedet er det ifølge Juan Recinos Jensen et godt tidspunkt at fokusere på at opbygge nye kontakter og samarbejder.

”Det er nu, producenterne i Chile har tid til at få skiftet udstyr og indgå nye partnerskaber frem for om fem år, når priserne er styrket. Der er lige nu mulighed for at effektivisere, som der ikke er tid til under opsving, hvor der skal produceres så meget som muligt,” forklarer Juan Recinos Jensen.

Desuden arbejder den chilenske regering i øjeblikket på en lovgivning, der kræver, at virksomheder frem til 2020 skal have en miljøplan for at spare energi og vand. Det rammer også mineindustrien, da denne er storforbruger af vand og energi. Derfor er der brug for nye løsninger, så virksomhederne kan overholde lovgivningen.

”Danske løsninger er allerede kendte på markedet. Ude i verden er ’Made in Denmark’ lig med et innovativt, vandbesparende og miljøvenligt produkt, kvaliteter som producenterne i Chile selvfølgelig er interesserede i,” siger Juan Recinos Jensen.

Søg de mindre virksomheder

Det chilenske marked er delt op i den statsejede og private mineindustri, hvilket er vigtigt at være opmærksom på som dansk virksomhed.

”Det kan være svært at få foden inden for hos de store virksomheder, som for eksempel statsejede Codelco, Chiles største kobberproducent. Det er derfor en god idé at overveje de mindre og mellemstore virksomheder, da der er gode muligheder for at komme igennem med salg,” forklarer Juan Recinos og fortsætter:

”Når man arbejder med de mindre virksomheder, er det vigtigt at benytte sig af lokale kontakter og lægge noget arbejde i at lære at forstå både forretnings- og salgskulturen. Med den fremgangsmåde har man gode muligheder for at opbygge nye samarbejder og lande ordrer.”

Kom tæt på markedet

Hvis din virksomhed ønsker at gå ind på det chilenske marked, er det nødvendigt at være tilstede. Felipe Jimenéz Obrador har syv års hands-on erfaring med mineindustrien i Chile og forklarer, hvorfor markedet ikke kan studeres på afstand.

”En lokal agent kan udføre bedre feltarbejde end en profil, der sidder langt fra Chile. Det gør arbejdet lettere for den danske leverandør, hvis der er opdateret og aktuel information tilgængeligt om markedet,” forklarer Felipe Jimenéz Obrador og fortsætter:

”Derudover er det ved hjælp af strategiske alliancer eller joint ventures muligt at udnytte hinandens potentialer. Chilenerne kan bidrage med kulturforståelse, mens danskernes innovation og høje kvalitet gavner chilenerne.”

Samarbejd med andre leverandører

Udover at lave et samarbejde med en lokal partner forklarer Juan Recinos Jensen, at det også er muligt at gå sammen med andre danske leverandører og på den måde dele udgifterne.

”Ikke-konkurrerende leverandører inden for mineindustrien kan samarbejde i danske clusters om at komme tættere på kunderne. Derved deles agent, kontor og eventuelt showroom. Det sikrer en større tilstedeværelse på markedet, en god synergi og en fælles lokal markedsføring af danske løsninger, når flere virksomheder hjælper hinanden,” forklarer Juan Recinos.

Chile er adgang til flere vækstlande

Når danske leverandører driver virksomhed i Chile, er der gunstige skattevilkår. Virksomhederne har muligheden for selv at bestemme, om de vil betale dansk eller chilensk skat.

”Derudover er det lettere at udvide til andre sydamerikanske markeder, når man først har adgang til Chile. Mexico, Peru, Columbia og Chile former tilsammen Stillehavsalliancen, som er en intern frihandelsaftale, danske leverandører også har mulighed for at udnytte. Helt konkret betyder den, at en godkendelse i Chile åbner døre til resten af alliancen,” forklarer Juan Recinos Jensen.

Vil du vide mere om det chilenske marked?

Tag med Danish Mining Technology Group til Expomin 2016 i Santiago, Chile og mød de vigtigste beslutningstagere fra den chilenske og internationale mineindustri.