29.06.2018

Digitale tiltag giver øget produktivitet

Da Senmatic fik ny ejer og bestyrelse i 2016, kom der en ny forretningsstrategi med digitalt fokus. De nye digitale tiltag er kommet godt fra start ved at arbejde tværgående og involvere medarbejdere og kunder i processen
Billede fra produktionen hos Senmatic Billede fra produktionen hos Senmatic

Senmatic’s strategi strækker sig over fire år og har blandt andet fokus på, hvordan det digitale kan være med til at effektivisere samarbejdet med kunderne.

”Senmatic har behov for at udvikle sig, hvis vi fortsat vil matche vores kunder. Vi skal være til stede i det digitale univers, da vores kunder søger efter leverandører på nettet. Det kan godt være, at vi også møder dem face-to-face, men websitet vil være det første sted, de besøger,” siger Mads Sckerl, CEO i Senmatic, som producerer sensorer til måling af temperatur, fugtighed og gasarter.

”Hvis du som virksomhed vil vækste og opnå øget produktivitet, skal du møde kunderne dér, hvor de er. Det kræver, at du effektiviserer og har fokus på digital tilstedeværelse,” understreger Mads Sckerl.

Hent hele Eksportmagasinet her og få Mads' 6 gode råd til digitalisering

Gå i dialog med dine kunder

Et af de områder, som Senmatic arbejder med, handler om at effektivisere og optimere samarbejdet med kunderne.

”Lige nu arbejder vi på at automatisere ordreafgivelser, da vi vil gøre det nemt for vores kunder at bestille nye varer. I dialog med kunderne finder vi ud af, hvad deres behov er, og hvordan vi kan imødekomme det. For eksempel ved at få vores systemer til at tale sammen. Det skaber især værdi for de kunder, der bestiller komplekse produkter i større skala,” fortæller Mads Sckerl.

CRM holder styr på kunderne

I den forbindelse har virksomheden også indført et CRM-system, som hjælper sælgerne med at holde styr på virksomhedens kunder og leads.

”Salgsledelse i dag kræver en digital platform, og vi vinder meget ved at have et CRM-system. Det gør os i stand til at arbejde bedre sammen med kunderne og opsætte mål for salg og vækst,” forklarer Mads Sckerl.

Læs mere: Du skal bruge data til at udvikle din forretning

Hjælp udefra drev projektet fremad

For Senmatic er det digitale fokus helt nyt, og derfor måtte virksomheden også erkende, at det var nødvendigt at hente hjælp udefra.

”Vi havde en masse ambitioner og planer for den nye strategi, men måtte også erkende, at vi ikke har de digitale kompetencer i huset til at udføre dette. Vi har ikke en virksomhedskultur, hvor det er naturligt at digitalisere. Derfor valgte vi at få en ekstern
konsulent ind, som har hjulpet os med at drive projektet fremad og har ageret sparringspartner for mig i processen,” fortæller Mads Sckerl.

Få medarbejderne med fra start

Forandring hos Senmatic har også krævet kommunikation og involvering af medarbejderne.

”Hvis et forandringsprojekt skal lykkes, skal det helt ind under huden på dine medarbejdere. Hos Senmatic deltager medarbejderne i strategiarbejdet og arbejder tværgående i forskellige projektgrupper,” fortæller Mads Sckerl og kommer med et eksempel:

”Ét af projekterne handler om branding. Her er det vores produktionschef, som leder teamet, og vi har deltagere fra produktionen og funktionærer fra forskellige afdelinger. Tanken er, at få medarbejdernes gode idéer og samtidig give dem mulighed for at bidrage til projektet. På den måde er indsatsen forankret hos flere mennesker, da de har været med fra start.”

Læs mere: Eksportvirksomheder skal udnytte de digitale muligheder

Initiativet blomstrer

Det, at Senmatic har involveret medarbejderne fra start, betyder, at det er nemmere for virksomheden at sætte gang i nye tiltag, da de allerede er forankret hos flere mennesker. Det giver motivation blandt medarbejderne og lyst til at udvikle og
tænke videre.

”I produktionen har vi en masse hightech-udstyr, som kunderne kan komme og kigge på. Der har ikke været gjort noget særligt ud af det, men nu har medarbejderne på eget initiativ bygget en væg, hvor en projekter afspiller små film, der viser produkterne i brug.
Det fortæller mig, at medarbejderne virkelig har taget strategien til sig og selv videreudvikler på den,” siger Mads Sckerl.

Digitalisering er også salg og markedsføring

En anden vigtig del af Senmatics strategi er et skærpet fokus på sociale medier og digital markedsføring.

”Mennesker med en ingeniørbaggrund vil muligvis tænke, at digitalisering kun har noget med produktet at gøre. Men det handler også om salg og markedsføring. Du skal være bevidst om, at kunderne bliver mere og mere digitale og derfor forventer, at du er tilstede digitalt,” forklarer Mads Sckerl.

Denne udvikling kræver et tættere samarbejde mellem salg og marketing.

”Samspillet mellem salg og marketing skal læres, men vi er godt på vej. De nye materialer og vores digitale tilstedeværelse har allerede hjulpet med at øge salget. Sælgerne oplever, at de er bedre i stand til at få møder med kunderne end før. Så vores nye, digitale tilstedeværelse støtter altså i høj grad op om salgsprocessen,” understreger Mads Sckerl.

LÆS MERE I EKSPORTMAGASINET #8