Eksportsucces kræver R&D og innovation

R&D og innovation fører til både højere produktivitet og eksportsucces. Det viser forskning fra Eksportens DNA®. Bedre rammevilkår for eksport kan derfor opnås ved kombineret fokus på virksomhedernes salg og R&D og innovation. Hos VIKING Life-Saving Equipment er innovationen sat i system.

Publiceret i 2015.

”Når virksomheder gennemfører forskning eller innovation, får de bedre produkter, hvilket gør det nemmere at slå igennem på eksportmarkederne. Og eksportvirksomheder har større markeder og dermed bedre mulighed for at tjene investeringer i R&D og innovation hjem igen,” forklarer lektor Allan Sørensen fra Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms, Aarhus Universitet.

Centeret har sammen med Danish Export Association kortlagt Eksportens DNA®, som er opskriften på, hvordan virksomheder får succes med eksport. Allan Sørensen forklarer, at virksomhedens produktivitet også er en del af ligningen:

”Vores forskning viser, at eksportvirksomheder er cirka 30 procent mere produktive end ikke-eksporterende virksomheder. R&D og innovation er en nøgle til denne større produktivitet. Så R&D og produktivitet er tæt forbundne med eksportsucces.”

R&D og innovation skal med i rammevilkårene

Ifølge Allan Sørensen giver forskningsresultaterne klare pejlemærker til både eksportvirksomheder og politikere, der vil fremme dansk eksport: Eksport og R&D bør sammentænkes.

”En virksomhed, der vil styrke sin eksport, skal ikke se isoleret på salgsarbejdet. R&D og innovation og den højere produktivitet, der følger med, kan være forudsætningen for eksportsucces. Og hvis man fra politisk hold vil forbedre rammevilkår for eksport, skal man kombinere den traditionelle støtte til salgsarbejde med støtte til fx R&D og innovation,” forklarer Allan Sørensen.

Brugerdreven innovation er nøglen

Ulrik Dahl, CEO i Danish Export Association, ser gang på gang innovations betydning for eksport i praksis. Han understreger, at et produkt skræddersyet til det givne segment på et konkret eksportmarked er en fundamental forudsætning for eksportsucces.

”Det er kunden, der stiller krav til innovation, og hvad der skal løses. Et produkt, der kan sælges i Europa, kan ikke nødvendigvis komme over disken i Kina. Samtidig ser vi, at innovation i processer, forretningsmodel, after sales-service osv. kan gøre et dansk kvalitetsprodukt konkurrencedygtigt over for billigere konkurrenter. Innovation ud over selve produktet er afgørende for succes,” siger Ulrik Dahl.

VIKING: Innovation rækker ud over produktet

Eksportvirksomheden VIKING Life-Saving Equipment har de seneste 12 år leveret kontinuerlig vækst i såvel omsætning som indtjening. Virksomheden arbejder ikke kun med produktinnovation, men også med at optimere hele virksomhedens værdikæde.

”Vi arbejder både med vores fysiske, servicebaserede produkter og i vores forretningsprocesser med tiltag, der fremmer innovation. Vi afholder blandt andet workshops, hvor medarbejdere der har den viden og de forskelligheder, som vi finder nødvendige for at bidrage til den ønskede innovationsproces, deltager,” siger Henrik Udh Christensen, CEO hos VIKING Life-Saving Equipment.

Henrik Udh Christensen, CEO hos VIKING Life-Saving Equipment.
Henrik Udh Christensen, CEO hos VIKING Life-Saving Equipment.

Nyt serviceben i forretningen

Et eksempel på VIKING’s innovationsarbejde er et nyt ben i forretningen. Tidligere solgte VIKING udelukkende redningsudstyr, men går nu også direkte til rederne med 5-årige leasing/leje- og serviceaftaler.

”Disse Shipowner Agreements er resultat af innovativ udvikling i tæt parløb med kunderne. Med aftalerne kan rederne få serviceret deres redningsmidler og sikkerhedsudstyr til en pris, der er fastlagt for hele aftalens løbetid på en lang række lokationer over hele verden, som rederne frit kan vælge imellem. Aftalen kan desuden skræddersyes på et antal parametre, så den passer rederen bedst muligt.”

R&D, innovation, produktivitet og eksportsucces
  • Eksportvirksomheder er cirka 30 procent mere produktive end ikke-eksporterende virksomheder
  • Produktivitet er en afgørende parameter i at forklare, hvilke virksomheder der eksporterer
  • Eksportvirksomheder, der investerer i R&D, er mere produktive end eksportvirksomheder uden R&D -investeringer.
  • Eksport- og R&D-investeringer understøtter hinanden og bør sammentænkes
  • Kilder: Danmarks Statistik og Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms, Aarhus Universitet.