15.03.2019

Frese accelererer salget til marineindustrien

Da Frese kom med i Scale-up Denmark for at accelerere salget inden for marineindustrien, stod det klart, at viden om kunder og spilleregler i branchen var en mangelvare. Et møde med de rette kontakter og et stærkt netværksarbejde har nu banet vej for nye direkte relaterede ordrer og en fornuftig pipeline i 2019.

”Vi har fået viden, vi ikke havde, og har fået åbnet døren til kontakter, som vi selv kunne have brugt et halvt år på måske at komme igennem til,” siger Søren Wandy Pedersen, Group Marketing Director, Frese, om samarbejdet med Eksportforeningens Danish Senior Consult, der har rådgivet virksomheden i forbindelse med planerne om at vækste det maritime forretningsområde.  

Sparring på business case

Tidligere fyldte marineindustrien ikke meget i ordrebøgerne hos Frese, men i dag har virksomheden landet aftaler på over en million kroner og har en lovende pipeline i 2019.

”Det startede med en god samtale, hvorefter Danish Senior Consult samlede en række relevante kontakter fra marineindustrien til en workshop. Her præsenterede vi vores business case for marineindustrien og de udfordringer, vi stod overfor og fik fantastisk sparring, guldkorn og viden, som vi kunne arbejde videre med,” siger Søren Wandy Pedersen.

Ordrer på stor marinemesse

Samarbejdet har sået en række frø hos Frese, som løbende tager ideer og indspark videre. Blandt andet var virksomheden med på SMM i 2018, hvor de var en del af Pavilion of Denmark.

”Vi tog afsted til SMM 2018 i Hamborg, og her fik vi også stor gavn af Danish Senior Consults netværk inden for industrien, som gjorde, at vi fik mange besøgende og nye kontakter, og vi hev også et par konkrete forespørgsler med hjem.”

Forretning under dæk

Frese sælger ventiler, som sidder i fx airconditionanlæg på krydstogtskibe og andre systemer på dækket, men i dag er de også at finde under dæk. I samarbejde med Odense Maritime Technology har virksomheden fået kortlagt, hvor Freses ventiler kan erstatte eksisterende applikationer eller indgå i en række funktioner som fx ballastvandrensning, scrubberanlæg, central- og motorkøling.

”Vi har fået udarbejdet et casestudy med beregningsmodeller og pay-off, så vi har et komplet billede af, hvor vores applikationer kan indgå. Den mulighed havde vi ikke set, før Danish Senior Consult åbnede vores øjne for, at der er mange andre steder ombord, hvor vi kan byde ind. Næste skridt er at bruge rapporten og gå videre med flere af de anbefalinger, som vi har fået, så det tegner godt for 2019, ” siger Søren Wandy Pedersen. 

Fakta Danish Senior Consult

Danish Senior Consult er Eksportforeningens netværk for erhvervsfolk, som har forladt eller er på vej til at forlade arbejdsmarkedet. Har din virksomhed brug for hjælp til fx at starte eksport til et nyt marked eller en ny industri, har medlemmerne erfaring, kontakter og viden, som du kan trække på.

Læs mere om mentorordningen her