09.02.2018

Nordsøtrawl: En lokal forhandler er din vej ind i Marokko

Nordsøtrawl A/S leverer fiskeriudstyr til alle typer af fiskefartøjer, herunder trawl, net, reb, og hardware. Virksomheden eksporterer blandt andet til Marokko og har på trods af udfordringerne på markedet fundet fodfæste ved hjælp af en lokal forhandler. Få del i direktør Flemming Rubys erfaringer her.

”Det er svært at komme ind i Marokko, fordi skipperne er konservative og helst vil bruge det, de kender. Samtidig er sæsonerne for blæksprutter for eksempel meget korte. Derfor skal skipperne have maksimalt udbytte af sæsonen og tør ikke prøve noget nyt,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg tror dog på, at du godt kan komme ind på markedet med skovl eller elektronisk udstyr som sensorer, fordi det er nyt og ukompliceret for marokkanerne.”  

Brug krudt på at finde den rigtige forhandler

Når du har fået foden inden for i Marokko, er det ifølge Flemming Ruby vigtigt at være opmærksom på, at din virksomhed ikke kan være sikker på at få sin betaling, fordi max 30 procent af fakturaen må forudbetales i Marokko.

”Derfor er det nødvendigt at have en lokal forhandler, som kan hjælpe med til, at der ikke opstår misforståelser – en, der kan sproget. Nogle af de lokale forhandlere er dog ikke til at stole på, så du skal bruge krudt på at finde den rigtige.”

”Vi har været heldige med vores, da han blandt andet har boet 10 år i Norge, så han forstår vores kultur og taler endda dansk,” tilføjer han.  

Vil du vide mere om Flemming Rubys erfaringer på det marokkanske marked eller dele viden og kontakter med ham? Få kontakt med Flemming på LinkedIn

Læs også: Beck Pack Systems: Tæt agentsamarbejde giver markedsindsigt