13.12.2018

Planlæg dit indhold til LinkedIn: Fem tips fra min hverdag

Du har strategien på plads, og du ved, hvad du vil opnå med LinkedIn. BANG – så rammer den daglige drift. Det er en problematik, jeg kan genkende fra min hverdag i Eksportforeningen, hvor jeg blandt andet sidder med vores company page. Jeg deler her mine fif til, hvordan du kan holde indsatsen på sporet.

Af Krista Hansen, Eksportforeningen

1. Planlæg, planlæg, planlæg

En af nøglerne til vellykket LinkedInarbejde er en indholdsplan. Om du bruger et online system, Word eller en tavle på kontoret er underordnet. Det vigtigste er, at du får et overblik over dit indhold over en længere periode. Derudover får du lettere ved at sikre, at din indholdsplan dækker hele virksomhedens strategi og alle forretningsområder.

Min indholdsplan bor i et helt old school Excelark. Det fungerer og er effektivt i mit daglige arbejde. Du kan hente min skabelon for første halvdel af 2019 HER

Helt lavpraktisk har hver måned sin egen fane, hvor jeg sætter alle arbejdsdage ind. På den måde har jeg det overblik, jeg beskriver ovenfor. Jeg ved også, hvilke dage der er plads til hastehistorier, gode idéer fra kollegaer eller andet indhold, som skal på inden for kort tid.

Download skabelon til indholdskalender

2. Find opslagskategorier

Når du har formatet for din indholdsplan på plads, vil jeg anbefale, at du identificerer nogle indholdstyper eller -kategorier, der passer til din virksomheds overordnede strategi.

Spørg dig selv:

  • Hvad kan du dele?
  • Hvordan skal de enkelte kategorier bidrage til, at I når jeres strategiske mål? Hvad er formålet?
  • Hvilken målgruppe vil du gerne nå ud til? Hvad interesserer dem?
  • Hvilke underkategorier er der til hver kategori?

På den måde har du et pejlemærke, når du skal planlægge dit indhold, så du får lettere ved at fylde månederne ud. Du kan også give kategorierne en farve og bruge den til at markere dine opslag. Det styrker dit overblik over indholdet, så du igen sikrer, at du kommer hele vejen rundt om virksomhedens strategi.  

3. Få formålet på plads

Klart definerede indholdstyper, du har vinget af med din chef, gør det også lettere at holde snuden i sporet, så du når dine mål, fordi du er afklaret med, hvad du poster og ikke poster.

For mig er det for eksempel en fordel, når mine kollegaer kommer med et forslag til LinkedIn. Her spørger jeg altid, hvorfor netop deres forslag skal på – vi starter altså med at få formålet på plads, så jeg kan vurdere, om opslaget passer til mine indholdskategorier. Derefter bliver vi enige om, hvad vinklen skal være, og jeg får de input, jeg har behov for, så opslaget understøtter strategien.

Ofte bliver vi også enige om, at opslaget ikke passer til company page, og at han eller hun får bedre effekt ved at poste via egen profil på LinkedIn.

Skal dine kollegaer ud at rejse, er det i øvrigt en god idé at planlægge eventuelle opslag inden han eller hun tager hjemmefra. Har de sat sig i flyveren, gør travlhed, tidsforskel og en masse andre faktorer, at det næsten er umuligt at skrive et godt opslag. Bliv derfor enige om teksten og aftal, hvilket foto- eller videomateriale, du har behov for i god tid.

4. Tjek kommende begivenheder og guldet i gemmerne

Hører du i krogene, at én af dine kollegaer skal ud og besøge kunder eller på messe, kan du også selv tage initiativ til, at I kan lægge noget på virksomhedens LinkedIn. Jeg lover, at det giver glade kollegaer. Overvej, hvilke begivenheder I har i virksomheden, når du går i gang med at planlægge en ny måned. Det kan være alt fra kundebesøg og messer til jubilæer – det afhænger selvfølgelig af din strategi og dine indholdskategorier.

Tjek også, om du har noget gammelt indhold, som du kan dele igen. Nogle gange kan du dele det, som det er. Andre gange skal genbrugsguldet lige have lidt kærlighed, inden det er klar til en ’gendeling’ på LinkedIn.

5. Fyr op under kollegaerne

Flere omgange af omstrukturering af LinkedIns algoritmer betyder, at opslag fra virksomheder bliver nedprioriteret i feedet, og at færre ser vores organiske opslag.

Det kan du dog imødekomme ved at tænde op under og aktivere dine kollegaer, så de liker, kommenterer og deler indholdet fra company page.

Der findes et hav af værktøjer til at engagere dine kollegaer på LinkedIn. I vores hus fungerer det med mail. Hver gang jeg poster på LinkedIn, sender jeg en mail til alle med et direkte link til dagens opslag inklusiv et forslag til en deletekst. Det betyder ikke, at mine kollegaer skal bruge deleteksten. Det er blot til inspiration.

Næste step for Eksportforeningen

Men ak. Selvom de fleste af de søde medarbejdere i Eksportforeningen er superseje til at både dele og like, er vores rækkevidde bare skrumpet ind til en muggen rosin. Derfor er næste step, at vi skal i gang med at bruge annoncekroner på udvalgt indhold.

Måske kan du dele viden med mig om, hvordan jeg kommer i gang?