14.02.2018

HKH Prins Henrik var en stærk repræsentant for dansk eksport

Det er med stor sorg, at vi har modtaget nyheden om HKH Prins Henriks død. Vi sender vores dybfølte kondolencer til Hendes Majestæt Dronning Margrethe og hele den royale familie og ønsker dem det bedste i denne svære tid.

HKH Prins Henrik har siden 1982 været formand for bedømmelseskomitéen for Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje. Prisen bliver givet til virksomheder eller personer i udlandet, som har gjort en særlig indsats for dansk eksport.

Royal opbakning åbner døre

HKH Prins Henrik har gennem årene været en stærk og engageret repræsentant for prisen, som han personligt har uddelt mange gange. Den royale opbakning har åbnet døre for virksomhederne, som ellers ville være lukkede. Modtagerne har med stolthed modtaget hædersprisen og er blevet ambassadører for danske erhvervsinteresser på markeder verden over.

Dansk eksport har på denne måde fået et rygstød, og prinsens engagement og opbakning har haft en uvurderlig betydning for at fremme eksporten og danske virksomheders position globalt.  

Vi er dybt taknemmelige for HKH Prins Henriks store indsats for dansk eksport gennem årene og vil gøre vores yderste for at videreføre prisen i hans ånd.

På vegne af bedømmelseskomitéen
Ulrik Dahl, CEO, Eksportforeningen

Læs mere om Eksportforeningen og Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje