24.05.2018

Allan Hundrup fra Seacabin: Samarbejde gør små leverandører stærkere

Total har opkøbt Mærsk Oil og vil nu investere i Nordsøen. Det forudser Allan Hundrup fra Seacabin. Allan har mange års erfaring fra branchen, og han mener, at samarbejde mellem de danske leverandører for alvor skal åbne døren til store kunder, der ellers er svære at få hul på.
Allan Hundrup (til højre) tror på, at danske olie- og gasleverandører står stærkere, hvis de samarbejder. Allan Hundrup (til højre) tror på, at danske olie- og gasleverandører står stærkere, hvis de samarbejder.

”Jeg fornemmer, at Total vil fremad. Mange af Mærsks aktiviteter har været sat på pause på grund af salget, så med opkøbet bliver nogle af de aktiviteter, der var lagt på hylden, rullet ud,” siger Allan Hundrup, administrerende direktør og partner i Seacabin, der leverer rådgivning og nøglefærdige løsninger inden for beboelsesområdet i marine og olie- gasindustrien.

Store kunder er svære

Selvom der er oplagte muligheder for nye projekter i Nordsøen, oplever Allan Hundrup og kollegerne i Seacabin, at det er svært at komme ind på kunderne, når du er en mindre virksomhed.

”Når du arbejder med de helt store kunder, er der mange ting, du skal have øje for. Lige som du tror, at ordren er i mål, kommer der et eller andet, som spænder ben for dit salg. Også selvom du er et kendt ansigt i branchen, som kunderne ellers har tillid til,” forklarer Allan Hundrup.

”Når vi lander en ordre, er det ofte fordi, at vi har et gammelt bekendtskab i firmaet, eller har fået en kontakt fra en i vores netværk. Netværk er enormt stærkt og en vigtig hjælp for os som nystartet virksomhed,” fortsætter han.

Læs også: Norge: Optimisme i branchen skaber dansk olie- og gaspotentiale

Samarbejde gør stærk

Allan Hundrup har arbejdet hos blandt andet Mærsk, og han har erfaret, at samarbejde mellem flere danske leverandører giver mere tyngde. Samtidig er samarbejdet en fordel i forhold til ressourcer og sparring.

”Vi kan tilbyde mere, når vi går sammen, og det styrker interessen fra kunderne. Derudover, er vi ikke så sårbare, fordi vi ikke er nødt til geare så voldsomt op på fx mandskab. På den måde forbliver virksomhederne agile og omstillingsparate, så de kan tage imod de forandringerne, der løbende kommer.  

”Rådgivende og udførende virksomheder samt komponentleverandører kunne for eksempel gå sammen og tilbyde en løsning, der rummer alt fra problemidentificering til rådgivning, projektledelse og montering,” siger Allan Hundrup.

Læs også: "Sammen står vi stærkere over for kunderne”

Vil mere samarbejde

Netop derfor foretrækker Allan Hundrup at etablere nye samarbejder frem for kun at udvide egen forretning. Han søger derfor viden og sparring, som kan styrke relationerne mellem danske leverandører.

”Hvordan kan vi bedre samle et team af danske kompetencer? Total for eksempel ved godt, at der er andre muligheder, og de vil snart begynde at tynde ud i deres leverandører. Men hvis vi går sammen, og kan blive enige om et projektsamarbejde, så kunden har ’one-point-of-contact’, vil vi fortsat stå stærkt,” siger Allan Hundrup.

Vil du i kontakt med Allan?

Du finder hans LinkedIn-profil lige HER