22.06.2017

Skyd genvej med hjælp fra dit netværk

Hvad kan du få ud af dit netværk? Er du aktiv og spiller dine egne erfaringer på banen, får du også selv nye input og ny viden. Tre medlemmer af Eksportforeningen fortæller her, hvordan netværket blandt andet har ført til konkret salg.
Jens L. Bramsen, Business Unit Manager, Novadan Jens L. Bramsen, Business Unit Manager, Novadan

"Netværket er med til at skaffe os ordrer."

Jens L. Bramsen
Business Unit Manager, Novadan
Medlem af Danish Food Tech Group

”Vi har samarbejde med flere virksomheder, som vi har mødt gennem networking ved for eksempel møder og på messer. De anbefaler os til deres kunder, når vores produkter komplimenterer hinanden og omvendt. Er du kendt for godt håndværk, vil andre virksomheder gerne anbefale dig til deres kunder. For os har det ført til salg i blandt andet Sydafrika, Holland og Polen.”

Læs også: Super star-eksportører går målrettet efter netværk

"Jeg skyder genvej til nye markeder med viden fra mit netværk.”

Peter G. Johannessen
Global Sales Manager, Nibe Element Wind Solutions
Medlem af Wind Energy, Danish Export Marketing Group og Danish Wind Energy Group China. 

”Når du sparrer med virksomheder i dit netværk, bliver det nemmere at gå til nye kunder og markeder, fordi du har en base af erfaring og viden, som du kan trække på. For eksempel har jeg for nylig haft behov for specifik viden om det amerikanske marked. Derfor ringede jeg til en kontakt og talte med ham i 25 minutter, og nu sidder jeg med tre siders noter med relevant viden om markedet og de kundeemner, som jeg har strategisk interesse i.”

Læs også: Mellemstore virksomheder er motoren bag eksportvækst

"Vær åben om hullerne i din viden – dine netværkskolleger vil gerne hjælpe med konkrete input.”

Søren Madsen
CEO, Hexa-Cover
Medlem af Danish Mining Technology Group og Danish Water Technology Group

”Sidder du til et netværksmøde og er åben om, hvilken viden du har behov for, er der stor sandsynlighed for, at mange vil opsøge dig i pausen og dele deres erfaringer med dig. Jeg oplever stor villighed til at dele viden hos mine netværkskolleger.”


Guide: Brug dit netværk effektivt

A. Vær aktiv og mød op til events
Tag til netværksmøder og temadage og tal med andre udstillere på messer, så du bliver et kendt ansigt i din branche.

B. Vær åben og bidrag
Deler du ud af din viden og dine erfaringer, får du brugbare input igen. Tænk for eksempel dine kontakter ind, når du besøger kunder, og giv relevante oplysninger videre, hvis du ved, at én i dit netværk kan levere et produkt eller en løsning, som kunden har behov for.

C. Vær loyal mod dit netværk
Når du løber ind i konkurrenter til en virksomhed i dit netværk, så vær loyal mod din kontakt. Det skaber tillid, troværdighed og giver et stærkere tilhørsforhold i netværket.


Guide: Sådan får du mest ud af networking ved møder

1. Før mødet
Tjek deltagerlisten, overvej, hvem du vil snakke med under mødet. Connect med de andre deltagere på LinkedIn. 

2. Under mødet
Vær åben og husk, at det er dig, der skal starte snakken. Vær ikke bange for at stille spørgsmål og bede om hjælp – din nye kontakt vil blive smigret over din interesse.

3. Efter mødet
Connect med dine nye kontakter på LinkedIn, hvis du ikke gjorde det inden mødet. Hav dit netværk i baghovedet i det daglige, så du kan følge op, hvis du har viden, de kan bruge.