20.03.2015

VIKING Life-Saving Equipment er årets medlem i Eksportforeningen

VIKING Life-Saving Equipment har netop fået overrakt prisen som Årets Medlem. Virksomheden får blandt andet prisen for sit målrettede arbejde med at udvikle forretningskonceptet ud fra et stort kendskab og nærhed til kunderne.
VIKING Life-Saving Equipment har en eksportandel på over 95 procent og bruger nærheden til kunderne i udviklingen af nye produkter og services. VIKING Life-Saving Equipment har en eksportandel på over 95 procent og bruger nærheden til kunderne i udviklingen af nye produkter og services.

Ulrik Dahl, CEO i Eksportforeningen, overrakte prisen til VIKING ved et arrangement i virksomheden den 18. marts.

”Vores medlemmer er blandt Danmarks bedste inden for eksport. Derfor betyder prisen som Årets Medlem, at VIKING Life-Saving Equipment kan noget helt særligt, når det kommer til at eksportere og begå sig på det globale marked. Virksomheden er blandt andet helt i front, når det kommer til at lytte til markedet og udvikle forretningskonceptet, så det imødekommer kundernes behov, ” siger Ulrik Dahl, CEO, Eksportforeningen.

Eksportevne i topklasse

Med prisen indtager VIKING Life-Saving Equipment en plads blandt flere af Danmarks bedste eksportører. Tidligere har Resolux og Desmi vundet prisen, som Eksportforeningen uddeler hvert år til en medlemsvirksomhed. For at få hæderen skal virksomheden blandt andet have opnået stærke eksportresultater over en årrække. Hos VIKING var det CEO, Henrik Uhd Christensen, der modtog prisen.

”Vi er først og fremmest fokuseret på at sikre VIKINGs langsigtede markedsposition gennem konstant udvikling og forbedring. Det er naturligvis meget glædeligt og yderst motiverende, når andre mener, at vi har gjort det så godt, at vi fortjener en pris.” siger Henrik Uhd Christensen, CEO, VIKING Life-Saving Equipment.  

Virksomheden er en af verdens førende leverandører af maritimt sikkerhedsudstyr og har i dag omkring 2.000 ansatte verden over.